Hvad ville jeg gerne have vidst om kærlighed, da jeg var yngre?

Jeg ville gerne have vidst, at kærlighed ikke er noget, som jeg skal søge i det ydre. Kærligheden bor og strømmer inde i mig. Jeg er kærlighed. Ligesom alle andre er kærlighed. Vi tror, at vi skal søge kærligheden hos andre, og vi glemmer derfor at se vores egen store kærlighed.

Jeg har på min vej i livet lært, at jeg selv bestemmer, hvor meget kærlighed jeg lader strømme til mig og igennem mig. Jeg bestemmer selv, hvor meget kærlighed jeg tillader i mit liv. I princippet kan alle andre vende mig ryggen og behandle mig dårligt, og jeg forsætter med at se det som stor kærlighed, for det giver mig mulighed for at mærke og se min egen store kærlighed. Det er kærlighed. Og det er en kærlighed, som ikke er afhængig af andre og ydre forhold.

Jeg har lært, at de skønne kærlighedspartnere, som jeg har mødt og møder på min vej, alle hjælper mig hjem til min egen kærlighed. De har vist mig, hvor jeg er noget helt særligt. Og de har vist mig, hvor mit indre barn havde sår, så jeg har fået muligheden for at heale mine sår. Det er kærlighed, for mit indre barn længes efter at blive healet. Og det samme gør dit indre barn. Dit indre barn længes efter din store kærlighed.

Kærlighedspartnere kan godt gøre os ulykkelige og fremkalde alle mulige andre følelser i os, men de har alle det til fælles, at de hjælper os med at finde hjem til kærligheden i os selv. Når vi gør en kærlighedspartner ”forkert” i vores liv, så er der faktisk noget i os selv, som vi gør ”forkert”, og det gør ondt i os selv og vores sjæl. Vores sjæl har tiltrukket dette skønne menneske, så vi har fået muligheden for at blive healet og mere hel. Se det er en stor kærlighedsgave.

Når vi healer vores indre barns sår, så forvandler vi os selv til nye udgaver af os selv, og vi undgår at gentage mønstre, som vi gerne vil være fri for. Healing af dit indre barns sår er vejen til stor kærlighed og frihed.

Se alt det ville jeg gerne have vidst om kærlighed 💗, da jeg var yngre, for så havde jeg været langt mere kærlig ved mig selv på et tidligere tidspunkt. Men bedre sent end aldrig 🤩