Jeg er i disse dage optaget af tilgivelse, og det er jeg, fordi det er en overset katalysator for positive forandringer i vores liv. Tilgivelse bringer nye muligheder, håb og glæde ind i vores liv.
Når vi ikke tilgiver hændelser, der er sket i vores liv år tilbage, så hænger vi fast i fortiden. Vi tror, at vi lever i nutiden og nuet, men i stedet har vi vores kærlige energi bundet i fortiden. Vi kan igen og igen føle, at vi selv gjorde noget forkert, eller andre gjorde os uret eller var ukærlige mod os. Vi kan ikke lave fortiden om, sket er sket, men vi kan af stor kærlighed til os selv tilgive det, der er sket.
Når vi tilgiver, trækker vi den energi tilbage, som vi har bundet i situationen, og den energi opløfter os i nuet. Vi kommer med andre ord til at være mere nærværende i nuet og leve i nuet, fremfor at leve i fortiden. Og for mig er tilgivelse noget, som vi gør inde i os selv, og når vi af stor kærlighed til os selv praktiserer tilgivelse, så bliver vi i stand til at nyde nuet og livet.
Ofte har vi også brug for at tilgive os selv, for vi er ofte vores egen største kritiker og hårdeste dommer. Sådan har det i hvert fald været i mit eget liv, for i mange år satte jeg en helt urimelig høj standard for mig selv sammenlignet med, hvad jeg forventede af andre. Det var så høj en standard at lige meget, hvor meget umage jeg gjorde mig, så var det aldrig godt nok. Det kræver tilgivelse at se det i øjnene og ændre det, men det åbner nye muligheder og nye kærlige veje, når vi gør det.
For mig er min egen tilgivelse den befrielse, som jeg har ventet på hele livet, og den har givet mig nydelsen af nuet tilbage. Det nu, hvorfra jeg skaber det kærlige liv, som jeg elsker 
