Jeg har i flere år været på rejse i at følge mit hjertets kald. Det er på en og samme tid både den letteste og sværeste rejse.
Rejsen er svær, da den vil, at jeg skal give slip på det, som jeg kender og har lært, men som ikke er godt for mig. Og det er utrygt. Utrygheden tvinger mig til at se min frygt i øjnene og omfavne den med blidhed, kærlighed og rummelighed 
Rejsen er også let, for den vil, at jeg skal give mig selv lov til at være den, som jeg inderst inde er og med de gaver og evner, som jeg har.
Det er livets paradoks, at vi skal give os selv lov til at være den, som vi er født til at være, og stoppe med at stå i vejen for os selv.
Jeg tror godt, at du kender nogle, hvor du kan se, at de står i vejen for sig selv og ikke ser deres eget potentiale. Men ser du dit eget potentiale 
? Og står du i vejen for dig selv, og det dit hjerte banker for 
?
Når vi tør være os selv med alt, hvad vi er, og gå med stor tillid til os selv og livet, så følger vi den vej, som vores hjerte banker for . Og det er det, som vi alle længes efter, nemlig at følge vores hjertets kald.