Der kan bruges mange ord om vores indre feminine og maskuline energier. Jeg kalder dem nogle gange det hellige feminine og hellige maskuline, og andre gange kalder jeg energierne for min indre sunde mor og sunde far.
Det, der er vigtigt at vide, er, at det sunde maskuline skaber strukturen og støtten i vores indre. Det sunde maskuline tør leve og handle i tillid, fremfor i frygt og kontrol. Og når det sker i vores indre, så tør vores omsorgsfulde, livgivende og kærlige feminine energi begynde at folde sig ud med alt, hvad energien rummer. Den feminine energi i os er både vildkraft og engleblid.
Det feminine i os er livskraften, og det maskuline er strukturen, der holder livskraften.
Når den maskuline og feminine energi er balanceret og sund, så skaber de to energier rammerne for, at vores guddommelige barn tør ”fødes” på ny. Vores guddommelige indre barn er kreativ, livsglad, nysgerrig og frygtløs. Barnet ved, at det er noget helt særligt, og det bærer unikke evner.
Men så længe at vi i vores indre har had eller vrede mod den feminine og/eller maskuline energi, så har vi indre krig, og så kan vi ikke sætte en sund skabelsesproces i gang. Det er derfor, at healing af sårene fra vores mor og far er så vigtig. Og der er ingen skam i at indrømme, at vi bærer sår, for det gør vi alle med den verden, som vi er vokset op i. Spørgsmålet er, om vi er villige til at tage ansvar for at heale vores sår.
Jordens bevidsthedsskifte handler om, at vi som voksne tør føde vores ”guddommelige barn” på ny. Vores guddommelige barn har ansvarlige voksne, som tager ansvar for alt, hvad de er og gør.
Vi kan alle sammen gøre det, for vi har alt, hvad der skal til 🌞💚🤩