Det er min opfattelse, at de fleste mennesker har en længsel efter at leve i harmoni med fred og kærlighed. Sådan har jeg det i hvert fald selv, og i mange år søgte jeg at skabe det i mit ydre liv på bekostning af mit indre liv.
Jeg troede dengang at for at skabe harmoni i mit liv, så måtte jeg indgå kompromis, når jeg oplevede uenighed, for fredens skyld. Det var som at gå på glasskår, for jeg vidste aldrig, hvornår jeg kom til at sige eller gøre noget, som udfordrede andre i deres komfortzone. Og når man som jeg er nysgerrig på udvikling og elsker udvikling, så skete det ofte. I princippet et paradoks for jeg elsker at udfordre det eksisterende, men jeg brød mig ikke altid om andres reaktion.
I realiteten var det ikke andres reaktion, som jeg ikke kunne lide, det var min egen hårde dom over mig selv, nemlig at jeg nok en gang havde sat gang i bålet og skabt ufred.
Det som jeg ikke vidste dengang var, at jeg havde brug for at skabe indre harmoni med fred og kærlighed. For når der er harmoni i mit indre, så må andre reagere lige, som de vil på det, som jeg siger og gør, for jeg elsker, rummer og accepterer dem lige meget hvad, for jeg elsker, rummer og accepterer mig selv med alt, hvad jeg er.
Harmoni handler ikke om, at vi skal være enige om alt, for det skaber stilstand og manglende vækst. Harmoni handler om, at vi er så rummelige, at vi tolererer andres forskellige synspunkter, selvom vi er uenige med dem. Harmoni handler i min verden om, at vi tør bygge bro til mennesker, som vi er uenige med, fordi vi ved, at alle er lige, og vi alle er en afgørende brik i livets store puslespil. Og det smukkeste puslespil er oftest det mest farverige.
Når vi begynder at forstå vores eget værd, så skaber vi harmoni i vores indre, og vi åbner os for det smukke i, at vi som mennesker er forskellige. Og hvem gider lægge et puslespil kun med grå brikker? Jeg ved, at jeg altid vil vælge det med farver og mange detaljer 
