Jeg har for nogle dage siden lavet en video om dramatrekanten og de tre roller heri, nemlig krænker, offer og redder. Videoen kan ses på Pinkdiamants Facebook side (@pinkdiamantcoach).
Og som nævnt på videoen, så udspiller dramatrekantens dynamik sig i vores liv via vores relationer, indtil vi bliver bevidste om, at vi indgår i denne dynamik/dette drama, og vi aktivt vælger at træde ud af dynamikken/dramaet. Når vi bliver bevidste om dramaet, kan vi se det udspille sig på vores egen lille scene, rundt omkring os på forskellige scener og på den helt store scene (politik og magtforhold).
Men det er muligt at træde ud af dramatrekanten ved at tage et kærligt ansvar for egne følelser og behov og lære at udtrykke egne behov og følelser hensigtsmæssigt.
Når vi taler om rollen som redder, så hjælper vi andre, som vi fornemmer, har brug for vores hjælp. Og vi hjælper gerne andre, selvom de ikke har spurgt om vores hjælp. Men ofte kommer vi i rollen som redder til at tilsidesætte vores egne behov, da vi har så meget fokus på at hjælpe andre, at vi glemmer at passe godt og kærligt på os selv.
For at komme ud af rollen som redder er det vigtigt at huske sig selv på, at andre voksne kan tage ansvar for sig selv. Det er at vise tillid til andre at tro på, at de også selv kan tage ansvar for sig selv. Og vi skal minde os selv om, at det ikke er vores opgave at hjælpe andre med mindre, at vi bliver direkte bedt om hjælp, og så skal vi mærke efter, om vi har overskud og lyst til at hjælpe. Når vi vælger at hjælpe andre, så skal vi blive på egen banehalvdel og passe på med ikke at overinvolvere os i hjælpen.
Hvis vi ofte ser os selv i rollen som redder, så kan det være godt at mærke indad og finde ud af, hvor i vores eget liv har vi brug for at redde os selv, før vi går gang med at redde andre. For ligesom med iltmaskerne på et fly, hvor det er vigtigt at huske at tage egen iltmaske på først, før vi hjælper andre med deres iltmaske, så gælder den samme rækkefølge hjælpen på landjorden.
Vi er med andre ord en langt bedre hjælp for andre, når vi prioriterer at tage ansvar for os selv og vores egne følelser og behov, før vi hjælper andre. For når vi kan det, så deler vi ud af vores hjælp fra overskud og overflod.