Sommerfugle i maven før interview

Min hverdag er noget anderledes i dag, end da jeg var regnskabschef. Men jeg får stadig sommerfugle i maven, når jeg skal prøve noget nyt og anderledes.

Tirsdag den 8. marts blev jeg interviewet af journalist Sabrina Rønning Gade fra Viborg Stifts Folkeblad hjemme hos mig, og Sabrina havde også taget fotograf Morten Pedersen med, så der kunne blive taget foto.

Inden de kom forbi, var jeg lige en tur i haven for at få frisk luft, sol og jordforbindelse, så sommerfuglene i min mave kunne få lidt ro.

I interviewet kommer vi omkring det at blive skilt efter mange års samliv, gaven i livskriser, singleliv og mit skifte fra regnskabschef i Region Midtjylland til intuitiv coach & rådgiver i Pinkdiamant.

Interviewet har overskriften ”Charlottes mand ville skilles efter 30 års samliv: – Jeg troede engang, at det var i det ydre, jeg skulle finde kærligheden, men jeg har fundet ud af, at jeg jo har den inde i mig selv”.

Interviewet var i avisen søndag den 27. marts, og det kan stadig ses på nettet. Jeg håber, at interviewet kan gøre en kærlig forskel hos andre på enten den ene eller anden måde.